Tidligere har Den Sociale Virksomhedspris og Erhvervsprisen været i fokus ved hver sit arrangement. Men i år slår Tønder Kommune og Tønder Erhvervsråd pjalterne sammen, når vinderne af Den Sociale Virksomhedspris og Erhvervsprisen'17 hædres

Traditionen tro byder efteråret på en række prisuddelinger, hvor lokale ildsjæle og erhvervsdrivende hædres for deres store indsats det forgangne år. Den tradition står som sådan ikke for fald. Og dog.

Sædvanligvis afholdes de mange prisuddelinger hver for sig. Men den 15. november sker der noget nyt; To af priserne uddeles nu ved ét og samme arrangement – Den Sociale Virksomhedspris og Erhvervsprisen’17.  

Derfor inviterer Tønder Kommune og Tønder Erhvervsråd nu til awardshow på ECCO Conference Centre:

- Tønder Kommune og Erhvervsrådet vil gerne invitere til en festlig aften den 15. november, hvor vi hædrer de lokale virksomheder, som yder en stor indsats for vækst og udvikling i Tønder Kommune og tager et socialt ansvar, udtaler borgmester Henrik Frandsen.

Begge priser og arrangementer har haft rigtig mange deltagere, så det er ikke fordi, at de enkeltstående arrangementer eller priser har manglet tilslutning. Det handler for begge parter mere om, at tilbyde erhvervslivet et stort awardshow, som samler hele erhvervslivet. Et Awardshow, hvor der kan skabes oplevelser, begejstring, stolthed og fællesskab. 

- Erhvervspolitik og arbejdsmarkedspolitik er to sider af samme sag, og derfor er det rigtig vigtigt med det tætte samarbejde. Det, at vi kan gå sammen og tilbyde vores virksomheder et stort awardshow, der samler hele erhvervslivet, er rigtig stærkt, for de nominerede virksomheder og erhvervspersoner fortjener virkelig den her hyldest, udtaler formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Susanne Linnet.
 
- Ved at kombinere de to arrangementer med hinanden, rammer vi erhvervslivet endnu bredere og har mulighed for at tilbyde et samlet arrangement med større dybde, mere kvalitet og flere deltagere, der kan netværke indbyrdes. Det, synes vi, giver rigtig god mening, udtaler formand for Erhvervsrådets bestyrelse, Henning Nielsen.

Oplæg fra den prisvindende iværksætter Johan Bülow
Det stort anlagte awardshow bliver krydret med et oplæg fra den prisvindende iværksætter Johan Bülow. Han vil holde et spændende oplæg om iværksættereventyret og det hårde arbejde, der ligger forud for succesen. Om hvordan han har formået at skabe et verdens­kendt brand, og hvordan han, med succes, har markedsført gourmetlakridsen. 

Awardshowet afholdes på ECCO Conference Center onsdag den 15. november klokken 17.00-21.00.

>> Se mere om awardshowet og tilmelding 
 
FAKTA: PRISERNE
Den Sociale Virksomhedspris
Arbejdsmarkedsudvalget uddeler hvert år en virksomhedspris til en eller flere virksomheder i Tønder Kommune, som udviser et særligt socialt engagement. Prisen på 25.000 kr. og uddeles for at anerkende erhvervslivet i Tønder Kommune, der dagligt bidrager med stor social ansvarlighed og rummelighed på arbejdsmarkedet.
Arbejdsmarkedsudvalget har i 2017 fokus på virksomheder, der yder en særlig indsats for borgere på langvarig kontanthjælp. Ved at skabe småjobs, gør virksomhederne det muligt for disse borgere at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.  
Virksomhederne der hædres, sender et stort signal om, at der er plads til forskellighed i deres virksomhed. De tager et stort socialt ansvar ved at hjælpe og støtte socialt udsatte borgere på kanten af arbejdsmarkedet. De stiller meningsfulde arbejdsopgaver til rådighed, som giver borgerne mulighed for at finde fodfæste på arbejdspladsen.

Du kan indstille din kandidat via nedenstående link eller sende din indstilling direkte til: Anette Bruun Schmidt, Jobcentret, Jomfrustien 2, 6270 Tønder eller til abs1@toender.dk

Forslagene skal være indsendt senest den 30. oktober 2017. 

>> Indstil din kandidat til Den Sociale Virksomhedspris 2017

Erhvervsprisen’17
Erhvervsprisen er Tønder Erhvervsråds virksomhedspris, og den går til en person eller virksomhed, der har udmærket sig særligt i året, der er gået, og som aktivt er med til at bidrage til skabelsen af vækst, visioner og innovation. Virksomheden eller personen tør at forny sig og lader sig ikke begrænse af, hvad man gjorde, men tør at skabe værdi ved at tænke nyt, tør at have visionen omkring vækst og tør at sætte overlæggeren højt og gøre en forskel for lokalområdet.

Alle kan indstille kandidater til prisen, og indstillingsperioden løber frem til den 13. oktober klokken 12.00. 

>> Indstil din kandidat til erhvervsprisen'17