Svend Wind Automobiler - med foden på speederen 
Et af danmarks mest aktive SAAB-værksteder, Svend Wind Automobiler i Højer har foden på speederen og er med i front på både servicering af kundernes biler og udvikling af forretningen.
I april måned var Svend Wind Automobiler igen med i SAAB's top tre over købte reservedele i Danmark.
Det er de stort set hver måned, for selvom værkstedet rent fysisk ikke råder over alt for mange kvadratmeter og ligger et stykke fra alfarvej, er de med helt fremme i førerfeltet og kan modsvare kollegerne i Storkøbenhavnsområdet. 

>> En del af vores kunder kommer kørende langvejs fra, og det er ikke kun på grund af prisen. Mange finder herned på anbefaling af andre kunder, og det er vi rigtig glade for. Både mekanikere og vi på kontoret vil gerne give kunderne den bedste oplevelse, når bilen er til service, for det handler ikke kun om biler, men også om mennesker << siger Tanja Vodder, medejer af Svend Wind Automobiler. 

Fokus på udviklingen
Hvis SAAB stopper med at sende nye biler til det danske marked, kunne det blive en udfordring for Svend Wind Automobiler. Men også her er Per og Tanja Vodder på forkant og overvejer, hvilke andre bilmærker, der kan matche deres dedikerede SAAB-kunder, hvis de på et tidspunkt ikke længere kan forhandle SAAB. 
Det udviklingsarbejde er en del af den Væksthjulet® process, som Tønder Erhvervsråd faciliterer for Svend Wind Automobiler. Via Væksthjulet® får virksomheden hjælp til at stille skarpt på kernekompetencer og identificere indsatsområder, der kan skabe vækst. Og den hjælpende hånd fra den væksthjulscertificerede konsulent var lige det, der skulle til.

>> Per og jeg vil begge gerne mere end bare de daglige opgaver, men vi kæmper samtidig med manglende tid. Her var Tønder Erhvervsråd en ven i nøden: Altid klar med et svar og kommer gerne ud på besøg og hører, hvad vi har brug for. Den opbakning og de rigtige værktøjer gør, at der bliver tid til at prioritere udviklingen << siger Tanja Vodder, der også kunne realisere et længe ønsket skuffeprojekt ved hjælp af Tønder Erhvervsråd. 

Om Væksthjulet®
Væksthjulet er et enkelt, visuelt og praktisk dialogværktøj, der kan sætte fokus på de rigtige tiltag for at skabe vækst og forandring i virksomheden. Virksomhedsejeren får hjælp til at tage det næste skridt med virksomheden, gennem simple og enkle processer, som afspejler den måde erfarne iværksættere og virksomhedsejere tænker og arbejder på. 
Forløbet er omkostningsfrit og er en god mulighed for virksomhedsejeren at få ny indsigt og værktøjer til at arbejde videre med virksomheden.  

KONTAKT EN AF VORES VÆKSTHJULSCERTIFICEREDE KONSULENTER FOR AT HØRE MERE:
Marianne Jørgensen 29 17 86 92  
Carsten Borg 61 19 95 08
Jesper Monsrud 20 55 01 73