FotoJet

Vi hyldede i fællesskab med Tønder Kommune tirsdag aften det lokale erhvervsliv ved et stort anlagt awardshow.

Awardshowet blev afholdt for første gang i 2017, hvor Den Sociale Virksomhedspris og Erhvervsprisen blev uddelt i overværelse af repræsentanter fra det lokale erhvervsliv.

Sidste år havde awardshowet vokseværk med tilføjelsen af yderligere to prisuddelinger, så der i alt var fire priser på højkant, og i år er der så kommet endnu en pris til: Initiativprisen.

Aftenens prisvindere af henholdsvis Erhvervsprisen'19 og Iværksætterprisen'19 skulle findes gennem afstemning på aftenen. Der var derfor spænding til det sidste, da der var stemmelighed mellem to af finalisterne til Erhvervsprisen.
 
Der måtte derfor endnu en afstemning til, før Jürgen og Anneli Lorenzen fra PTI Europa A/S kunne lade sig hylde som vinder af Erhvervsprisen'19.
 
- Det er vi meget stolte over og glade for, og det er en pris, der forpligter, sagde Jürgen Lorenzen.
 
Iværksætterprisen blev givet til Teis Paulsen fra Paulsens Solutions, idet han på få år har formået at udvikle et firma, som startede i et kælderværelse til en forretning med en håndfuld medarbejdere.

Ungeprisen gik til entreprenør Bo Kjelkvist for sin store indsats for at få unge til at tage en erhvervsuddannelse og med sit eget firma viser vejen.
 
Den Sociale Virksomhedspris gik til Drøhse Tømrer & Snedker Aps for virksomhedens store indsats for at fastholde medarbejdere, der af forskellige årsager ikke længere kan varetage deres sædvanlige opgaver.
 
Den nystiftede Initiativprisen gik til Kirsten og Lars Svensen for deres arbejde med at restaurere Hostrups Hotel i Tønder, så hotellet igen fremstår flot og præsentabelt og giver en smuk adgang til bymidten.


>> Læs reaktioner fra vinderne i artiklen fra JydskeVestkysten 


FAKTA om PRISERNE 

Erhvervsprisen// Erhvervsprisen overrækkes til en virksomhed eller person fra det lokale erhvervsliv i Tønder Kommune, der har udmærket sig særligt i året, der er gået, og som aktivt bidrager til skabelsen af vækst, visioner og innovation. Virksomheden eller personen fornyer sig og lader sig ikke begrænse af, hvad man gjorde, man skaber værdi ved at tænke nyt, har visionen om vækst og gør en forskel for lokalområdet. 
 
Iværksætterprisen// Iværksætterprisen tildeles én virksomhed/person, der har haft modet til at etablere virksomhed eller har overtaget en virksomhed i Tønder Kommune inden for de tre seneste kalenderår, og som har udmærket sig positivt inden for iværksætteriets ædle kunst.
 
Den Sociale Virksomhedspris// Den Sociale Virksomhedspris uddeles én gang om året af Arbejdsmarkedsudvalget til en eller flere lokale virksomheder, som udviser socialt engagement. Virksomheden skal have set idéen i at ansætte borgere i småjobs, gør noget særligt for arbejdsmiljøet eller sygefraværet.

Ungeprisen// Ungeprisen uddeles til en person, forening eller virksomhed, der har gjort en forskel for at få en eller flere unge i uddannelse eller job.

Initiativprisen// Initiativprisen gives til en virksomhed, organisation eller enkeltperson, som i det forgangne år har ydet et ekstraordinært initiativ, som forventeligt vil medføre en positiv udvikling for Tønder Kommune og/eller branding af Tønder Kommune. Prisens formål er at sætte fokus på de virksomheder, som har gjort en ekstraordinær indsats, dels i egen virksomhed og dels for lokalområdet. Det er bestyrelsen der udpeger vinderen.