henrik produktionskonsulenten

Henrik Lehmann Poulsen har altid følt sig hjemme i Tønder, og da muligheden bød sig for igen at komme tilbage, greb han chancen. Nu er det ikke kun en ny by at bo i, men han starter også et nyt kapitel arbejdsmæssigt og er sprunget ud som selvstændig. Han har startet virksomheden produktionskonsulenten.dk, hvor han vil hjælpe lokale produktioner til at nå deres mål for derigennem at sikre fortsat stabilitet og vækst.


Da muligheden for at flytte tilbage til Tønder bød sig, var Henrik Lehmann Poulsen ikke i tvivl om, at det var det, som han skulle. Han er født og opvokset i byen og har altid haft en forkærlighed for egnen.

”Jeg har altid gerne villet tilbage til Tønder. Jeg synes, at Tønder har været et dejligt sted at vokse op. Den oplevelse vil jeg gerne være med til at sikre, at kommende generationer også kan få. Jeg har altid syntes, at det var lidt snyd at nyde godt af Tønders gode muligheder som barn og ung, for så at flytte væk for at få en uddannelse for derefter at arbejde og bidrage til andre byers og kommuners udvikling. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at jeg nu har fået muligheden for at komme tilbage og for at være med til at styrke Tønder”.

Idéen om at starte egen virksomhed kom først, da han var rykket herned. Lige da han flyttede tilbage var det ikke fordi, at det lå i kortene, at han skulle starte selv. Han kom til en del jobsamtaler, der gav rigtig gode tilbagemeldinger men samtidig også stof til eftertanke.
Gennem hans arbejdsliv stødte han på mange både små og store produktioner, hvor der var plads til forbedringer og justeringer. For mindre virksomheder kan det dog være vanskeligt rent økonomisk at have en produktionsingeniør på fuldtid. Her så Henrik en mulighed for at tilbyde hjælp på time/opgave basis, så produktionen løftes, uden virksomheden skulle ansætte en ekstra fuldtidsmedarbejder.

 - For mig handler det ikke blot om at optimere produktionen og logistikken omkring den. En god produktionsplan eller øget kapacitet på produktionsapparatet er ikke et mål i sig selv. Det drejer sig om at sikre, at virksomheden kan producere de varer, deres kunder efterspørger, til den rigtige tid, i de rigtige mængder og med så få omkostninger som muligt. Det giver virksomheden de bedst mulige økonomiske forudsætninger for fortsat at kunne bestå og måske videreudvikle og udvide. Det kan igen give et behov for flere medarbejdere. Så det er ikke kun mig, der får en fordel af den ydelse jeg sælger, eller virksomheden i form af en bedre bundlinje, det er også lokalområdet omkring virksomheden. Det, jeg kan bidrage med i form af at hjælpe med produktionsstyring og optimering af processer, er kun et middel til at nå det egentlige mål.

En spændende iværksætterrejse med Produktionskonsulenten.dk
Henrik har gennem tiden arbejdet i et par større koncerner som bl.a. lagerchef, logistikchef og produktionschef. Senest dog som, Supply Chain Manager. Henrik fik sit CVR-nummer d. 18.09.2018. Virksomhedens navn blev i sin enkelthed produktionskonsulenten.dk. For Henrik har opstarten været spændende, men det er samtidig grænseoverskridende pludselig at stå på egne ben. 

- Jeg synes, at det er en rigtig spændende iværksætterrejse, som jeg har taget hul på. For mig handler det rigtig meget om at komme ud og møde de lokale virksomheder, og få fortalt, hvad jeg kan bidrage med, og hvilke fordele det vil give dem. Jeg er født og opvokset i området, men jeg har været væk i 18 år, og derfor skal jeg ud og etablere mig et lokalt netværk både på det personlige – og erhvervsmæssige plan. Her er jeg blevet hjulpet godt i gang af Tønder Erhvervsråd, og jeg har fået nogle værktøjer og tips til, hvor jeg kan møde områdets virksomheder. Det betyder rigtig meget, at man har en sparringspartner, når man starter selv og i en ”ny” by, lyder det slutteligt fra Henrik Lehmann Poulsen.