Nu er Tønder Kommune og Tønder Erhvervsråd snart klar med en ny online portal. Det er en portal, som fungerer som et udstillingsvindue for alle kommunens virksomheder, der tilbyder en elevplads eller et fritidsjob. Et vindue, som vi inviterer de unge, de unges vejledere, lærere og forældre til at indvie.

Officielt bliver portalen først lanceret i det nye år, men vi er allerede i gang med at opbygge indholdet hertil – og det er her, vi har brug for din hjælp. Helt konkret indeholder portalen en oversigt over elevpladser og fritidsjobs i Tønder Kommune, hvor både virksomheder og de unge kan få et overblik.

Lige nu skal du blot afsætte lidt tid i kalenderen, så du kan blive lidt klogere på portalen og opnå viden om, hvordan du kan blive en del af den. Det starter med et opkald, og efterfølgende står vi for opdateringen og vedligeholdelsen af din profil –  Vi gør det nemt for dig og din virksomhed.

For dig og din virksomhed er det en oplagt mulighed for at tiltrække arbejdskraft fra lokalområdet. Samtidig viser Du, at din virksomhed prioriterer at  give plads til en eller flere unge. 

Portalen bliver forhåbentlig et godt og konstruktivt værktøj som understøtter, når det gælder virksomhedernes sikring af den gode, solide, kvalificerede arbejdskraft, vi i forvejen er så kendte for på vores egn. Et ry, vi agter at fastholde.

Portalen bliver et vigtigt fællesskab i Tønder Kommune, når det gælder de unges behov for at finde elevplads eller fritidsjob. Lige nu. Lige her. I vores kommune. Tønder Kommune, ”Rig på job”.


I løbet af de kommende uger vil du blive ringet op, så vi kan få en aftale i kalenderen og hjælpe dig med at blive oprettet i den nye portal. Du er ligeledes velkommen til at kontakte  erhvervskonsulent Amit Mozumdar, Tønder Erhvervsråd  på telefon 20 31 39 77 for eventuelt at høre mere.