Gode relationer og forretningsforbindelser er en forudsætning for at drive virksomhed. Sidste år drev TM Tønder Håndbold og Tønder Erhvervsråd, Erhvervsklubben med stor succes. Nu hvor en ny sæson stod for døren, var det et naturligt tidspunkt også at overveje næste skridt med Erhvervsklubben, da såvel håndværksforeninger som handelsstandsforeninger havde udtrykt behov for netværk. Timingen kunne derfor ikke være bedre i forhold til at stable et stærkt fælles netværk for hele kommunen på benene. 

I en løs dialog med enkelte erhvervsforeninger og kommunens professionelle sportsklubber blev ideen om at gøre noget sammen luftet. Her forhørte man sig om, hvorvidt det ville give mening at lave en erhvervsklub for hele geografien Tønder kommune og for alle foreninger eller organisationer, der arbejder med at have virksomheder tilknyttet. Det var gennem disse dialoger, at man besluttede sig for at tage næste skridt i processen.

 - Vi havde ide og opbakningsmøde tirsdag den 25. august, og her var TM Tønder Håndbold, Tønder Festival, Rømø-Tønder Turistforening, Tønder Håndværkerforening, Toftlund Handels- og håndværkerforening, Tønder Handelsstandsforening, Skærbæk Erhverv og Tønder Erhvervsråd enige om at lave en fælles satsning. Samtidig vil vi godt invitere alle de andre erhvervsforeninger og organisationer, der arbejder med erhvervslivet med, udtaler erhvervsdirektør i Tønder Erhvervsråd, Peter Engel-Andreasen.

Fælles erhvervsklub møder bred opbakning
Ideen er at lave en fælles erhvervsklub med arbejdstitlen Erhverv Sydvest. Her vil alle virksomheder, der er tilknyttet en erhvervsforening have mulighed for at deltage. 

- Vi tror, at det vil være godt for vores medlemmer, at der er et forum, hvor erhvervslivet mødes, og hvor medlemmerne bliver inspireret og får nye erhvervsrelationer. Vi er sikre på, at det vil være en gevinst for os som forening og for den enkelte deltagende virksomhed, udtaler Søren Vingum Lindholm, formand for Toftlund Handels- og håndværkerforening.

Fysisk vil placeringen af møderne/arrangementerne ske forskellige steder i hele kommunen med afholdelse først på dagen.

- Hos Tønder Festival er det centralt, at vi har et sted, hvor erhvervslivet mødes, og hvor vi kan møde dem. For mig personligt, som ny i kommunen, er det også positivt at mødes med andre erhvervsfolk og få etableret relationer og netværk, lyder ordene fra Lars Vermund, partnerskabchef i Tønder Festival.

Bliv en del af netværket
Er du som virksomhed, eller som erhvervsforening interesseret i at blive en del af netværket, kan du rette kontakt til Peter Engel-Andreasen, erhvervsdirektør i Tønder Erhvervsråd. Du kan kontakte Peter på T: 24 83 63 13 eller M: peeng@toender.dk.