Dommerkomiteen har nu besluttet, hvilke tre virksomheder, der går videre i finalen om at vinde Iværksætterprisen'19. Vinderen af Iværksætterprisen'19 bliver fundet tirsdag den 19. november ved årets store Awardshow. Her skal der stemmes om, hvem af de tre finalister, der skal vinde prisen.

Fristen for at indstille kandidater til Iværksætterprisen’19 sluttede sidste uge, og mandag skulle juryen angive, hvem de mente skulle videre til finalen. Tønder Erhvervsråd kan nu afsløre, hvem dommerkomiteen, bestående af Marianne Kalb, Kalb PR og kommunikation, Lars Brøndum Petersen, Retap og sidste års prisvindere Camilla og Jan Kruse Hansen fra The Green Oak (førhen: Macarn) har udvalgt til finalen.

De tre finalister er:

Rømø Tours, Claus Cornelsen og  Jette Larsen
            Rømø tours udklip

Paulsens Solutions Aps, Tais Paulsen
           PS logo farve jpg

Tønder Auto ApS, Omar Nazir og Said Kabir Osman

        logo grey

- Vi har været på en rigtig svær opgave, og det har ikke været nemt at vælge, for alle indstillinger og kandidater har været rigtig gode. Der findes rigtig mange dygtige og initiativrige iværksættere i kommunen med hver deres unikke iværksætterhistorie, men der er jo kun plads til tre finalister. De tre finalister repræsenterer forskellige typer virksomheder, der brænder for deres produkter og håndværk, lyder det fra jurymedlem Lars Brøndum Petersen, Retap.

Vinderen af Iværksætterprisen'19 kan ikke kun pynte sig med den flotte titel, men vinder også en pengepræmie på 5.000 kr., der er sponsoreret af Retap, The Green Oak og Kalb PR og kommunikation, et diplom samt en vandrepokal, hvor virksomhedens navn vil fremgå. 

 - Finalisterne er ildsjæle og iværksættere, som på hver deres måde kan agere rollemodel for andre og være med til at skubbe ligesindede ud over rampen og udleve iværksætterdrømmen.
Vi har finalister, der også appellerer til de unge med iværksætterspire i maven. Vi håber, at prisen er med til at skabe et miljø, hvor endnu flere har lyst til at prøve kræfter med iværksætteriet, udtaler Marianne Kalb, Kalb PR og kommunikation. 

- At starte en virksomhed op kræver mod og arbejdsomhed, og vi er derfor meget glade for at være med-dommere til at finde dette års finalister til Iværksætterprisen ‘19, så vi kan give skulderklappet videre og anerkende nogle af de seje iværksættere, som vi har i Tønder kommune, siger sidste års prisvinder Camilla Kruse Hansen, The Green Oak


Du kan være med til at bestemme, hvem der skal løbe med prisen
De tre finalister vil blive præsenteret til årets store Awardshow, der afholdes i samarbejde med Tønder Kommune. Awardshowet løber af stablen den 19. november, og det er de deltagende medlemmer af Tønder Erhvervsråd, der bestemmer, hvem der skal vinde Iværksætterprisen'19. Der vil efter præsentationen af finalisterne blive stemt om, hvem der skal vinde, og som medlem af Tønder Erhvervsråd har man derfor mulighed for at hjælpe sin favorit på vej ved at møde op og stemme.

>> Se mere om Awardshowet 

Hyldest, højt humør og spænende oplæg 
Der er lagt op til en spændende aften, hvor det ikke kun er vinderen af Iværksætterprisen'19, der skal findes. Vinderen af Den Sociale Virksomhedspris 2019, Erhvervsprisen'19, Ungeprisen 2019 og Initiativprisen'19 vil også blive udnævnt, og der vil være et spænende oplæg, som vi pt. ikke kan fortælle mere om. Derudover er Tønder Erhvervsråd og Tønder Kommune vært ved lækker mad samt hyggelig social networking.

FAKTA | Bag om Iværksætterprisen
Iværksætterprisen blev til, da Tønder Erhvervsråd ønskede at sætte fokus på de virksomheder, der har haft modet til at etablere eller har overtaget en virksomhed i Tønder Kommune inden for de 3 seneste kalenderår. Virksomheden har udvist bemærkelsesværdigt engagement, initiativ og er med til at fremme iværksætterkulturen i kommunen. Virksomheden er en igangsætter, der ikke kun har egen vinding for øje, men tænker i helheder og har overskud til at gøre noget, der er til gavn for fælleskabet.