Tysklands ambassadør i Danmark var forbi HOUSE OF EXPORTERS
Tysklands ambassadør i Danmark, Claus Robert Krumrei og frue, Uta Meyland, lagde tirsdag eftermiddag turen forbi HOUSE OF EXPORTERS, hvor de fik et indblik i, hvordan der arbejdes med grænseoverskridende samarbejde og eksportfremme, og visionen bag HOUSE OF EXPORTERS tilblivelse. 

Besøget i Tønder var kommet i stand på initiativ af det tyske mindretal og Tønder Kommune og under opholdet besøgte ambassadøren blandt andet Ludwig Andresen Schule, Benteler Aluminium Systems og ECCO Conference Centre. Claus Robert Krumrei har gennem en lang årrække haft fremtrædende poster navnlig i Udenrigsministeriet i sit hjemland og på den internationale scene. Siden sommeren sidste år har han haft posten som Tysklands ambassadør i Danmark.

I Digeposten kan man læse, at ambassadøren var særdeles positiv over de besøgte steder, hvor især HOUSE OF EXPORTERS interesserede det venlige ambassadørpar. Det er vi i Tønder Erhvervsråd meget glade for, og vi har også lidt billeder fra ambassadørens besøg, og du kan se billederne på HOUSE OF EXPORTERS Facebook side.