vkdata 1

For 5-6 år tilbage gennemførte Sanne og Visti Kristensen fra VK Data et ledelsesforløb, der blev startskuddet til en helt ny måde at tænke på. De valgte en strategisk satsning omkring et ERP system, som de troede på. Nu bærer satsningen og det hårde arbejde frugt. I dag er de Odoo Gold partner, der er den højeste partnerstatus, der kan opnås, de er Danmarks største Odoo partner og er i top tre i hele Skandinavien. Man har netop hentet en ordre fra en stor norsk kunde, og man er for alvor begyndt at mærke effekten af de frø, som man plantede for år tilbage. 


Hos VK Data har man 25 års erfaring i rådgivning og implementering af IT – og ERP-løsninger, så man kan roligt sige, at der er tale om en erfaren spiller på markedet. For nogle år tilbage deltog Sanne og Visti Kristensen i et ledelsesforløb gennem Tønder Erhvervsråd, hvor de fik lagt en klar strategi for, hvor de ville hen med virksomheden og finpudset virksomhedens strategiske grundlag. Det gjorde, at de valgte at satse og opbygge virksomheden omkring et system, som de troede på.

- Vi valgte at fokusere på et system, som vi troede på kunne hjælpe virksomhederne med digitaliseringsprocessen. Odoo er et online ERP-system, som kan styre hele virksomheden i ét samlet digitalt system. Vi oplever, at virksomheder nogle gange opererer i flere forskellige systemer og med løsninger, der ikke kan integreres med hinanden. Der er brug for nytænkning, effektivisering og bedre overblik. Det kan de få med Odoo, udtaler Visti Kristensen, direktør i VK Data. 
 
Fokus på kundens behov 
Det kan for virksomheder være en meget tung og krævende proces at skifte system eller generelt få virksomheden mere digitaliseret, hvad enten det er interne systemer eller eksternt i forhold til at nå ud til kunden. 

- Vi starter med at afdække de egentlige behov hos kunden. For vores kunde i Norge, har vi været en tur oppe hos dem for at se og forstå måden, som de arbejder på og deres processer. Jo bedre vi kender kunden, jo bedre en løsning kan vi også lave. Det handler i bund og grund om en forståelse for forretningen og kunden og så bygge systemet, så det er i synk, lyder det fra Visti.

Kunden fra Norge har også været på besøg hos VK Data, og man har allerede opbygget en god relation til hinanden. Det er altafgørende i et samarbejde som det, der skal iværksættes.

Vigtigt at støtte lokalt 
Da den norske kunde var på besøg overnattede de hos Schackenborg Slotskro. Det kommer på sin vis hele området til gavn, når det går virksomhederne i kommunen godt. En del af VK Datas kunder kommer udefra i forhold til Tønder Kommune. Men man vil egentlig rigtig gerne arbejde med lokale virksomheder. Tit og ofte kan en faktor dog være, at man egentlig ikke har kendskab til det, der er i ens egen ”baghave”. 

- Det er rigtig vigtigt, at man også støtter op om hinanden. Der er tit en lokal leverandør, der vil kunne levere lige så godt ind på en opgave som et firma udefra. Bevægelsen i forhold til at støtte lokalt udviklede sig rigtig meget under coronakrisen. Men nogle gange bliver det kun tænkt i B2C øjemed og ikke B2B. Det er afgørende, at vi, også når det gælder B2B, støtter lokalt, hvis vi fortsat ønsker et dynamisk og attraktivt erhvervsliv og ikke mindst en kommune, der er attraktiv at bo, leve og arbejde i, konstaterer Visti kristensen.

Hos VK Data er man selv meget opmærksom på den placering man har, og mange virksomheder i kommunen har ofte udfordringer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Det billede tegner sig heldigvis ikke hos VK Data, der starten af juli ansatte en ny konsulent og tre nye elever. 

- Vi fik 73 ansøgninger i det hele, da vi havde slået vores stillinger op. Det vil jeg mene er ganske flot klaret – geografien taget i betragtning. Vi har fået nogle rigtig gode folk ombord, og vi ser det som win-win både for eleverne og for os. Vi får den nyeste viden tilført, og de kan qua deres forskellige kompetencer komme med nye øjne på nogle problemstillinger. De får nogle spændende projekter og opgaver, og for os er det også rigtig vigtigt, at de får ansvar og får lov til at arbejde selvstændigt. Det, oplever vi, betyder rigtig meget for dem, konstaterer Sanne Kristensen, HR-chef og projektansvarlig i VK Data.  

Det giver stor værdi for virksomheden, at de løbende har fokus på at tiltrække elever. 2 af de 3 elever har tilmed valgt at flytte til kommunen, hvilket er meget positivt, når der tænkes bosætning og i forhold til at skabe vækst og udvikling fremadrettet.

Mangler du hjælp til vækst og udvikling af din virksomhed?
Vil du gerne tage næste skridt med din virksomhed, men mangler en sparringspartner til at hjælpe dig med at tage første skridt op ad stigen? Tag endelig fat i os på 74 92 93 95 eller send os en mail på erhverv@toender.dk. Vi er til for dig og din virksomhed.