Tønder Street Food Days skifter navn til Local Food Days og udvider programmet med en ekstra dag, så gæsterne kan møde den lokale gastronomi hele weekenden. Grunden til navneskiftet sker, da ”Tønder street food Days” ikke var sigende nok i forhold til den ambition, som man har med Local Food Days.
 
Da Tønder Street Food Days sidste år løb af stablen første gang, var der ingen tvivl om, at der var tale om en gedigen succes. Herefter besluttede man, at eventen skulle gentages og med endnu højere ambitioner. Det gør eventen også, dog med et nyt navn, da man fra Initiativgruppens side ønskede et lidt mere sigende navn. Eventen er ikke som alle andre "Street Food" events rundt omkring. Ved Local Food Days, der er eventens nye navn, er der fokus på den lokale gastronomi. Alle aktører laver retter med en bestræbelse på at bruge lokale råvarer. 

 - Vi ønsker med navneændringen at cementere konceptet, hvor vi ønsker at skabe en platform, hvor vi kan promovere den gode gastronomi og de mange dygtige restauratører og fødevarerproducenter, vi har i kommunen, siger Carsten Uggerholt Eriksen, der er en del af Initiativgruppen. 


Det er den lokale gastronomi, der er i højsæde, og eventen skal fremme interessen for lokale råvarer og skabe grobund for nye aktører. 

- Vi vil gerne have endnu flere lokale producenter, og derfor var det også et krav, at restauratørerne skulle bestræbe sig på at bruge lokale råvarer i retterne. Sidste år havde flere af aktørerne været kreative og skabt nyfortolkninger, og nogle havde fået udviklet nye produkter hos lokale producenter til deres ret. Det er netop dét, som det hele handler om, siger Jesper Monsrud, erhvervskonsulent i Tønder Erhvervsråd og en del af Initiativgruppen.

Overliggeren hæves
Det er ikke kun ambitionen omkring eventen, der løftes. Programmet bliver ligeledes udvidet, så Local Food Days løber fra fredag den 14. juni til og med søndag den 16. juni.

 - Vi har sammen med aktørerne besluttet, at vi udvider med en ekstra dag, så gæsterne kan komme og møde den lokale gastronomi hele weekenden. Det stiller selvfølgelig også krav til programmet, der også bliver udvidet og løftet med nye aktiviteter. Om søndagen vil vi have lidt mere fokus på børnefamilierne, hvilket programmet også vil afspejle. Der er noget at glæde sig til, hvad enten man er ung, gammel, høj eller lav - Local Food Days er for alle, udtaler Jesper Monsrud. 

 Det endelige program er endnu ikke afsløret men er stadig under udarbejdelse. Man kan følge med på facebooksiden for Local Food Days, hvis man gerne vil holde sig opdateret. 

FAKTA:
Den 14.-16. juni løber Local Food Days af stablen i Tønder. Local Food Days vil fylde Skibbroen i Tønder med duften af lokal gastronomi. Man vil kunne opleve lokale restauratører tilberede lækker mad med et drys af lokale råvarer – nemt og enkelt. Her er gastronomiske oplevelser og god stemning i højsædet.

Åbningstider
Fredag den 14. juni, klokken 16.00-21.00
Lørdag den 15. juni, klokken 12.00-20.00
Søndag den 16. juni, klokken 11.00-15.00

Local Food Days afholdes på Skibbroens parkeringsområde ved Tønder gågade


>> Find Local Food Days på facebook 

Kontakt gerne Jesper Monsrud, hvis du er lokal restauratør eller producent og godt kunne tænke dig at have en stand på Local Food Days, eller bare høre lidt nærmere omkring eventen.
Jesper Monsrud, erhvervskonsulent i Tønder Erhvervsråd, T: 20 55 01 73, M: jem@toender.dk