Tønder: Danmarks aluminiums hovedstad

Tønder Erhvervsråd har sammen med en række aluminiumsvirksomheder taget initiativ til at få produceret en kortfilm om aluminiums-eventyret i Tønder. Filmen skal markedsføre Tønder som intet mindre end Danmarks aluminiums hovedstad. Filmen kan ses på YouTube.

DAH NB

På dronebilledet ses Tønder kommunes industriområde.


Vi har meget i Tønder kommune: Vadehavet, Tønder Festival, marsken & digerne, Danmarks ældste handelsby – men du er måske ikke klar over, at vi i vores lille hjørne af Sønderjylland er Danmarks aluminiums hovedstad. Aluminiumsindustrien har udviklet sig over snart et halvt århundrede, da Tønder kommunes daværende borgmester Svend Kirchheiner i starten af 1970’erne besluttede at lokke Norsk Hydro til Tønder. 

Tønder er Rig på ALU 
Virksomhederne har i løbet af årene spredt sig som ringe i vandet rundt om Hydro, Benteler og de andre store virksomheder i Tønder kommune. Det er i dag blevet til en omfattende industri, og det har Tønder Erhvervsråd gjort sig til opgave at få fortalt.

 - Filmen brander Tønder kommune i vores sydvestjyske område som ”Danmarks aluminiums hovedstad”. Den viser, hvorfor det er tilfældet, og demonstrerer hvor stor en betydning aluminiumsindustrien har for området, forklarer Erhvervskonsulent Amit Mozumdar, som er en del af arbejdsgruppen.  


I dag beskæftiger industrien ca. 1100 mennesker i kommunen, og Tønders aluminiumsindustri er globalt førende indenfor produkt- og procesudvikling. Det har uddannelsesinstitutionerne i kommunen taget til sig, og har derfor fået aluminium på skoleskemaet. Her er der fokus og interesse for de muligheder, der ligger lige rundt om hjørnet. 

Fire overordnede temaer
Filmens omdrejningspunkt er bygget op i fire overordnede temaer: historie, industri, produktion og uddannelse. Filmen leveres også i kortere blokke, således virksomhederne, uddannelsesinstitutioner, politikere og andre interesserede kan bruge de forskellige sekvenser fx til tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft, på karrieremesser eller som præsentation af industrien og produktionen overfor forretningspartnere og egne netværk.


- "Danmarks aluminiums hovedstad” er en inspirerende fortælling, der går bag om aluminiumsindustrien i Tønder kommune. Aluminiumsbranchen i Tønder er nemlig meget mere end få store aluminiumsvirksomheder. En vigtig del er også uddannelsesinstitutioner og virksomheder, der selv har skabt sig et marked indenfor aluminiumsbranchen samt en lang række underleverandører til aluminiumsindustrien. Det er derfor væsentligt at give indsigt i nuancerne, der fortæller historierne bag succeserne, og hvor stor en betydning aluminiumsindustrien har for området i og omkring Tønder. Filmen går netop i dybden med denne fascinerende fortælling, udtaler Jens Sandahl Sørensen, innovations- og teknologi direktør hos Hydro Precision Tubing.

jens1

På billedet ses Jens Sandahl Sørensen, innovations- og teknologi direktør hos Hydro Precision Tubing.

Tilgængelighed og ALU-pakke
Filmen samt de fire tema-blokke er tilgængelige på YouTube. Desuden er der udarbejdet en ALU-pakke, som består af et USB-stik, der indeholder både kortfilmen, de fire filmblokke samt en kort guide og billedmateriale. Alt er naturligvis til fri afbenyttelse. En række interessenter vil modtage deres ALU-pakke i de  kommende dage. Kunne du også have interesse i at modtage et USB-stik? Så skriv en mail til erhverv@toender.dk 

Find filmen på YouTube: https://youtu.be/Fbz-iy4KJlE  
- Link til filmblokken ”Historie”: https://youtu.be/1cGMUj2WpYI
- Link til filmblokken ”Industri”: https://youtu.be/XvjAoXBgBYU
- Link til filmblokken ”Produktion”: https://youtu.be/Ossyp_Ub7tA
- Link til filmblokken ”Uddannelse”: https://youtu.be/aUgHY87cK8I